Velkommen til Lægedage 2019

 

 

Lægedage er en rigtig god anledning til at få inspiration både fagligt og organisatorisk. Det er samtidig en oplagt mulighed for at møde kollegerne, også dem med praksis i en anden del af landet, føle fællesskabet i det at være en profession, og ikke mindst til at tage nogle drøftelser af, hvordan vi ser på fremtidens sundhedsvæsen. Temaet for årets Lægedage er:


Hvordan giver vi mest til dem med størst behov
og skaber mest mulig sundhed?

– populationsomsorg i almen praksis

 

Populationsomsorg i almen praksis betyder, at den enkelte læge tilpasser og differentierer indsatsen over for de enkelte patienter i sin praksis på baggrund af viden om og kendskab til den enkelte patient og dennes historie. Det skal ske for at sikre patienterne i populationen lige muligheder for helbredelse, stabilisering, forebyggelse af skade eller lindring. Patienterne skal populært sagt behandles forskelligt for at få lige muligheder for et godt helbredsmæssigt udkomme.

 

Populationsomsorg udfoldes ved, at lægen på baggrund af sit personlige kendskab og relation til patienter i praksispopulationen fortrinsvis prioriterer tiden på de syge patienter, patienter med begrænset egenomsorg, patienter med komplekse problemer og andre potentielt sårbare borgere.

 

Der er ingen tvivl om, at der med længere levealder, flere patienter med kroniske lidelser og flere, der overlever kritiske sygdomme som kræft, samt nye behandlingsmetoder, vil være et stigende behov for prioritering af ressourcerne i sundhedsvæsenet.

 

Men hvordan gør vi det i praksis? Hvordan kan vi sørge for, at tilgængelighed og ressourcer bliver kanaliseret derhen, hvor de potentielt kan gøre størst gavn og til de patienter, der har størst behov, på en mere systematisk måde end det foregår i dag? Har vi data, der kan understøtte os i den proces?

 

Hvor skal vi bruge ressourcerne? Hvad skal vi som praktiserende læger gøre mere af – og hvad kan andre overtage? Hvordan kan vi skabe mere tid til kerneopgaven i almen praksis - at finde de syge og lade de raske forblive raske?

 

Det vil vi arbejde med på dette års Lægedage.

 

Nyt på årets Lægedage
I år har vi 25 helt nye kurser. Til læger er det kurser om fx metakognitiv terapi, at leve med sorg, endometriose, praksisorganisering og den nye ferielov. Til personalet er det emner som fx tidlig opsporing af demens, de 10 hyppigste infektionssygdomme, obstipation i praksis og patienter i behandling med smertestillende medicin.

 

Vi har også som noget helt nyt gjort færdighedsværkstederne til en del af kursusudbuddet. Det betyder, at du kan vælge at tage et færdighedskursus, hvor du bliver ført igennem fire forskellige værksteder og prøver teknikkerne af i praksis. Det udbydes både til læger og praksispersonale i grupper af 8. Se mere om det i kataloget og ved tilmeldingen.

 

Vi arbejder konstant på større rekruttering til almen praksis, så tag godt imod de ca. 300 KBU- og introlæger, vi giver mulighed for at deltage i Lægedage. Lægedage er vores fagfestival, hvor vi hylder faget og udvikler os fagligt på mange forskellige områder.

 

Vel mødt!

 

                                            Christian Freitag                               Anders Beich
                                                     Formand for PLO                           Formand for DSAM

PLO Efteruddannelse - Kristianiagade 12 - 2100 København Ø - www.plo-e.dk - Tel: 3544 8416 - CVR.nr.: 10526280