FRAM kursus

Kursus i Funktionel Resonans Analyse Model – FRAM.

 

Kursus i FRAM henvender sig til

Medarbejdere og ledere i sundhedsvæsenet der ønsker at forstå, hvorfor utilsigtede hændelser kan ske selvom der ikke er sket en fejl, og hvordan arbejdet kan understøttes, så endnu flere ting går godt. Målgruppen er eks. riskmanagers, risikomanagere, risikoansvarlige, kvalitetskoordinatorer, konsulenter, ledere og klinisk personale, der arbejder med at øge patientsikkerheden i de daglige rutiner.

 

Efter kurset har deltagerne:
1. Fået en indsigt i den forståelsesramme, som i litteraturen kaldes Sikkerhed-II. En forståelsesramme som relaterer sig til det daglige arbejde – det som normalt går godt - og fokuserer på de tilpasninger der er nødvendige for at nå et acceptabelt resultat.

 

2: Lært at anvende metoden, Funktionel Resonans Analyse Metode (FRAM) til at beskrive og forstå hvordan det daglige arbejde faktisk udføres og under hvilke vilkår.

  

Viden om og færdigheder i metoden FRAM opbygges på kurset gennem oplæg, diskussioner og gruppearbejde, samt anvendelse af teori og metode på egne eksempler.

 

Baggrund for kurset:

Udgangspunktet for patientsikkerhedsarbejdet har traditionelt været det, der gik galt eller kunne gå galt. Nye former for hændelser/ulykker er blevet mødt ved at foreslå nye årsager, såsom ‘menneskelige fejl’ og ‘sikkerhedskultur,’ men uden at ændre den grundlæggende antagelse om sammenhængen mellem årsag og virkning. Gennem århundreder er ulykker forklaret ved årsags-virkningskæder – enkle eller sammensatte – og denne antagelse er fastholdt selv om den, som tiden er gået, passer stadigt dårligere med den komplekse virkelighed i sundhedsvæsenet.

Sundhedsvæsenet fungerer i dag som et komplekst system, hvor behandling, pleje mv.  afhænger af tætte forbindelser mellem individ, organisation og teknologi. Forbindelser som vi ikke længere fuldt ud forstår og derfor heller ikke fuldt ud kan beskrive og styre. Dette har ledt til en gradvis ændring i forståelsen af, hvad sikkerhed er. I stedet for at definere sikkerhed som det at kunne forhindre, at noget går galt, definerer litteraturen sikkerhed som det at kunne sikre, at noget går godt. Ud fra denne forståelse er et system sikkert, hvis det kan fungere under varierende forhold således, at antallet af planlagte og acceptable resultater er så stort som muligt.

I konsekvens af denne forståelse må sikkerhedsarbejde og sikkerhedsstyring tage udgangspunkt i både det daglige arbejde og de utilsigtede hændelser. For at kunne gøre dette kræves metoder som kan give indsigt i den rolle, som tilpasninger af det daglige arbejde spiller, både for det, der går godt, og det, der går galt. FRAM er en sådan metode. 


Praktisk om kurset

Kurset varer 3 dage i perioden oktober - december 2020.

 

Dag 1: 20. oktober i København

Dag 2: 17. november (sted afklares)

Dag 3: 15. december i København

 

Program følger.

 

Undervisere

Bettina Ravnborg Thude, chefkonsulent, forsker, ph. D., Center for Kvalitet, Region Syddanmark.
Har arbejdet med sikkerhed II-tilgangen de sidste 4 år og har haft et tæt samarbejde med Erik Hollnagel.

Jeanette Hounsgaard, chefkonsulent og regional risikomanager, Region Syddanmark.
Har mere end 7 års erfaring med Sikkerhed-II tilgang og metode og har arbejdet tæt sammen med Erik Hollnagel.

 

Kursusleder

Rikke Hollesen, chefkonsulent, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

 

Pris
5.900 kr. ekskl. moms.
Prisen inkluderer 3 undervisningsdage, forplejning og kursusmateriale


Faglige spørgsmål til uddannelsen rettes til

Chefkonsulent Rikke Hollesen rikke.hollesen@patientsikkerhed.dk

 

Tilmelding

Senest d. 4. oktober 2020

 

Tilmeldingen er bindende.