Få redskaber til at hjælpe patienten med mentale problemer - et kursus hvor du kommer i gang med kognitiv terapi (3 moduler: internat og opfølgningsdag)

Kursusnummer: 9223820
Dette kursus er gratis og refusionsberettiget. 

 

Mange konsulterer almen praksis med depression, angst eller stress. Vi har mulighed for at henvise til psykolog eller psykiater, men en del kan også hjælpes i praksis. Det kræver, at vi har rette kompetencer i mødet med disse patienter, og her er kognitiv adfærdsterapi (KAT) en teknik, som er meget brugbar i almen praksis.

 

Såvel patienter med kronisk somatisk lidelse som forbigående somatiske udfordringer får ofte psykiske reaktioner herpå. Psykisk lidelse reducerer ofte livskvaliteten og kan hæmme immunforsvaret, og begge dele kan føre til hyppige lægebesøg. Her er KAT en effektiv tilgang til at hjælpe patienten videre i sit liv.

 

Kurset er tilrettelagt med det formål, at kursisten tilegner sig konkrete kognitive og adfærdsterapeutiske metoder og teknikker. Målet er, at disse fleksibelt kan anvendes i samtaler med patienter, der ved screening udviser tegn på depression, angstlidelse, stress eller belastningsreaktion. Teknikken kan også bruges i sundhedssamtaler samt ved patienter med funktionel lidelse.

 

De tilegnede kompetencer vil kunne optimere samarbejdet med lægen, og samtidig vil det skabe rammerne for en bedre konsultation – både for praksispersonale og patient.

 

Efter dette kursus kan du

  • Have konsultationer af patienter med stress, angst og/eller depression, når diagnosen er stillet.
  • Bruge KAT i andre sammenhænge fx sundhedssamtaler
  • Bedre hjælpe patienter med at finde indre motivation og styrke deres autonomi – og ikke mindst tilstræbe, at vores patienter bliver deres egne terapeuter.

 

Indhold og form
Kurset er opbygget i 3 moduler, hvor de to første moduler afvikles over to dage som internat, og det tredje modul er en opfølgningsdag. Du skal regne med hjemmearbejde mellem kursusdagene.

 

  • Modul 1: Præsentation af grundmodellen ”Diamanten”. Det vedligeholdende system. Problemliste, fokus og målsætning. Du lærer at anvende ”Diamanten” til at adskille tanker, følelser, krop og adfærd, og du lærer at finde og afgrænse relevant problemfokus og mål med samtalerne.
  • Modul 2: Registrering af problemet og analyse af dette ved hjælp af sokratisk dialog og vejledt opdagelse. Adfærdseksperimentet. Hjemmetræning. Du lærer at kunne få relevante data omhandlende problemfokus. At kunne finde ”den centrale tanke”, udforske og udfordre denne og afprøve mere selvunderstøttende tænkning i et adfærdseksperiment.
  • Modul 3: Opsamling af hjemmetræning. Motivation til adfærdsaktivering. Trecirkelmodellen: balance og trivsel. At kunne skabe motivation til gradvis og passende adfærdsaktivering. Du lærer at kunne undersøge balance og ubalance mellem trussels-, drive- og beroligelsessystemet. Og du lærer at mobilisere aktivitet, der fremmer tryghed og trivsel.

 

Undervisningen foregår i en vekslen mellem oplæg, demonstration, afprøvning af metode eller teknik i gruppe samt fælles refleksion i plenum over øvelsen.

 

Målgruppe
Dette kursus bygger videre på PLO-E kurserne ”Kom i gang med konsultationer med patienter, som har stress, depression eller angst - en opgave for praksispersonale” samt ”Håndtering af patienter som både har lettere psykiske og somatiske sygdomme - en opgave for praksispersonale”.

 

Målgruppen er praksispersonale, som har selvstændige konsultationer af patienter med stress, angst og/eller depression eller kan bruge KAT i andre sammenhænge, f.eks. sundhedssamtaler.

 

Undervisere
Christina Schlander, cand.psyk.aut, specialist i psykoterapi og supervisor

Hjalti Jonsson, cand.psyk., Ph.D.

Karsten Abel, cand.psyk., Ph.D., specialist i Psykoterapi

 

 Kursusleder

Bo Christensen, praktiserende læge, professor i almen medicin

Anne-Sofie Rensch, konsultationssygeplejerske i almen praksis

 

Tid & sted

27.-28. maj 2020 (internat) og opfølgningsdag d. 17. juni 2020, Marienlyst Strandhotel, Helsingør

 

Modul 1 og 2 finder sted som internat og starter 27. maj 2020 kl. 9.00 (med ankomst og morgenmad kl. 8.30) og slutter 28. maj 2020 kl. 16.00. Modul 3 finder sted 17. juni 2020 kl. 9.00 (med ankomst og morgenmad kl. 8.30) og slutter kl. 16.00. Alle modulerne afholdes på Marienlyst Strandhotel, Helsingør

 

Tilmeldingsfrist

Mandag d. 27. marts 2020

 

Efter endt tilmeldingsfrist kan der forekomme ledige pladser. Dette vil fremgå af hjemmesiden. Ønsker du at tilmelde dig kurset efter endt tilmeldingsfrist, skal du kontakte kursussekretariatet på kurser.plo@dadl.dk

 

Pris
Kurset udbydes som en aktivitet under indsatsen: En læge tæt på dig.

Kurset er gratis at deltage i, så der skal ikke betales ved tilmelding. Lægen kan efterfølgende søge refusion for transport og tabt arbejdsfortjeneste.

Når du tilmelder dig, forpligter du dig til at komme. Skulle du blive forhindret, beder vi dig melde afbud hurtigst muligt, så en anden kan få pladsen. 

 

PLO Efteruddannelse * Kristianiagade 12 * 2100  København Ø * Tel 3544 8416

Tilmeld dig nyhedsbrev om praksispersonalekurser