Hvordan håndteres patienter med psykoser i praksis? Hvordan kan du gøre en forskel for den ”tungere” psykiatriske patient med flere kroniske lidelser? (2 moduler)

Kursusnummer: 9223320

Dette kursus er gratis og refusionsberettiget. 

At håndtere patienter med svær psykisk sygdom opfattes ikke traditionelt som en kerneopgave i almen praksis, da denne patientgruppe som udgangspunkt udredes og behandles i psykiatrien.

 

Blandt ældre patienter i psykiatrien er somatisk komorbiditet mere reglen end undtagelsen, og denne patientgruppe lever i gennemsnit væsentligt kortere tid end patienter uden psykisk lidelse. Det skyldes formentlig under- og overbehandling af såvel den psykiske lidelse som samtidige somatiske sygdomme, en svagere forebyggende indsats overfor livsstilsrelaterede sygdomme samt selvmord mv.

 

Samtidig mødes patienter med psykiatriske lidelser med fordomme om deres lidelse, som kan betyde forværring af symptomer og være en barriere for at søge hjælp.

 

Vi kan i praksis gøre en forskel for gruppen af patienter med svære psykiatriske lidelser, der også har krav på rettidige indsatser af høj faglig kvalitet og på at blive mødt med respekt og rettigheder, der svarer til det som patienter med somatiske sygdomme møder.

 

Men det er en stor udfordring for praksis at give denne patientgruppe de samme tilbud om kontrol af kroniske somatiske lidelser (f.eks. diabetes type 2, hypertension og KOL), da de har flere udeblivelser, har manglende behandlings-kompliance og ofte har en suboptimal egenomsorg ift. patienter uden svære psykiatriske lidelser. Praksispersonalet kan spille en stor og betydende rolle i forhold til denne patientgruppe i almen praksis.

 

Ligeledes vil mange patienter, der endnu ikke har fået diagnosticeret en psykiatrisk lidelse, kontakte almen praksis med andre symptomer. Det er derfor af stor betydning, at vi i praksis kender symptomer og tegn på psykoser og anden svær psykiatrisk sygdom og dermed har mulighed for at hjælpe patienten.

 

Derfor er det nødvendigt, at praksispersonalet er bedst muligt klædt på til opgaverne og har de nødvendige kompetencer og værktøjer. De tilegnede kompetencer vil kunne optimere samarbejdet med lægen i praksis, og samtidig skabe rammerne for en bedre konsultation – både for praksispersonale og den psykiatriske patient. 

 

Kurset vil omhandle diagnostik, behandling og omsorg for patienten med svær psykisk sygdom, primært psykose og bipolar sygdom, som det præsenterer sig i almen praksis, og vi kommer også omkring de svære personlighedsforstyrrelser (særligt borderline). Kurset vil indeholde en gennemgang af symptomer ved svære psykiatriske lidelser med henblik på, at deltagerne kender til de hyppigste tegn og udfordringer ved disse lidelser. Der vil også være eksempler på, hvordan man kan kommunikere med den svært psykisk syge - måske psykotiske - patient, og der vil være mulighed for at træne denne kommunikation.

 

Kurset består af en blanding af case-baseret undervisning og katedral undervisning, der vil være deltager-involvering og mulighed for at erfaringsudveksle med undervisere, de øvrige deltagere og kursusleder. Der vil blive lagt vægt på den almen medicinske vinkel og på, at du får konkrete ”håndgreb”, som du kan implementere hjemme i praksis.

 

Du vil efter kurset have

  • Viden om symptomer på svær psykiatrisk sygdom
  • Større indsigt i hvordan du håndterer patienter med svære psykiske lidelser, så du er bedre klædt på i dit daglige arbejde.
  • Større viden om vigtigheden og håndtering af denne patientgruppes ofte betydelige komorbiditet
  • Bedre forudsætninger for at skabe rammerne for en bedre konsultation – både for den psykiatriske patient og for dig selv
  • Bedre forudsætninger for at indgå i samarbejdet med lægen om denne patientgruppe

 
Indhold og form

På kurset vil du tilegne dig viden om og metoder til at håndtere:

  • Svær psykisk sygdom – herunder opsporing, identificering af symptomer, faresignaler, metoder til at vurdere hvorvidt patienten er velbehandlet mv.
  • Medicinsk behandling (gennemgang af de hyppigst anvendte præparater)
  • Kommunikation med patienter med svær psykiatrisk sygdom
  • Komorbiditet og fastholdelse af patienterne i kontrolforløb i praksis
  • Opgaveglidning og organisering i praksis

Kurset består af 2 kursusdage med 7-8 ugers mellemrum, således at du har mulighed for at arbejde med de tilegnede færdigheder hjemme i praksis.

 

Vi opfordrer til, at du inden kurset taler med en læge om, hvordan du bedst kan bruge det, du lærer, i praksis til at optimere samarbejdet og skabe bedre rammer for konsultationerne, når kurset er slut.

 

Målgruppe
Praksispersonale, som har selvstændige konsultationer med alle patientkategorier i praksis, og som nu kan/vil få mulighed for at varetage konsultationer med patienter med sværere psykiatriske problematikker, inkl. behandling af denne patientgruppes hyppigste komorbide lidelser.

 

Undervisere
Charlotte Emborg Mafi, overlæge

Dea Kehler, speciallæge i almen medicin, ph.d.

 

Kursusleder

Rikke Pilegaard, praktiserende læge, ph.d.

 

Tid & sted
1. september 2020 og 22. oktober 2020, Scandic Kødbyen, København.

Kurset afholdes begge dage fra kl. 9.00 - 16.00 med ankomst og morgenbrød/kaffe fra kl. 8.30.

 

Tilmeldingsfrist

Onsdag den 1. juli 2020.

 

Efter endt tilmeldingsfrist kan der forekomme ledige pladser. Dette vil fremgå af hjemmesiden. Ønsker du at tilmelde dig kurset efter endt tilmeldingsfrist, skal du kontakte kursussekretariatet på kurser.plo@dadl.dk

 

Pris
Kurset udbydes som en aktivitet under indsatsen: En læge tæt på dig.

 

Kurset er gratis at deltage i, så der skal ikke betales ved tilmelding. Lægen kan efterfølgende søge refusion for transport og tabt arbejdsfortjeneste.

 

Når du tilmelder dig, forpligter du dig til at komme. Skulle du blive forhindret, beder vi dig melde afbud hurtigst muligt, så en anden kan få pladsen.

 

 

PLO Efteruddannelse * Kristianiagade 12 * 2100  København Ø * Tel 3544 8416

Tilmeld dig nyhedsbrev om praksispersonalekurser