Fast track til tilgængelighed

Kære medlemmer af Dansk Live,

 

Livemusik er for alle!

 

Har I viljen og den gode attitude, men mangler værktøjerne til at udvikle en tilgængelighedspolitik og -handleplan?

 

Vil I kandidere til Bevica Fondens Tilgængelighedspris 2017 på i alt 200.000 kr? 

 

Volue og Bevica Fonden inviterer sammen med Dansk Live til workshop-weekend 28.-29. april i smukke omgivelser på feriecenter Musholm i Korsør. I vil til slut stå med en tilgængelighedspolitik og -handleplan. Det behøver ikke være dyrt eller besværligt. Tilgængelighed er tilgængeligt!

 

Workshoppen, inklusiv overnatning i dobbeltværelse og forplejning, er gratis for Dansk Lives medlemmer. Feriecenteret har modtaget flere internationale priser for sit underskønne universaldesign. Der er altså lagt op til en yderst produktiv og behagelig weekend i omgivelser, det skal opleves. Musholm ligger femten minutters gang fra Korsør station.

 

Se det fulde program under punktet i menuen til venstre. 

 

Tilmeld jer allerede nu, da kun 48 pladser i 24 rummelige dobbeltværelser står til rådighed, her.

 

Deadline for tilmeldelse er 7. april. Der er mulighed for tilkøb af enkeltværelse for 550 kroner, der betales ved tjek-ind. Ellers er hele herligheden gratis.

 

Til sidst, men absolut ikke mindst: deltager I i workshoppen, er I allerede delvist kvalificerede til Bevica Fondens Tilgængelighedspris 2017 med en samlet præmiesum på 200.000 kr. Prisuddelingen sker den 27. oktober i forbindelse med et spændende arrangement, vi løfter sløret for snart - hold øje med Dansk Lives kanaler!

 

Vi ses på Musholm ferie-sport-konference-center!

 

Bedste hilsener,

Lyra Lauge, projektleder, Dansk Live

 

Om Volue:

Volue skaber opmærksomhed og handling for en styrket tilgængelighed til livemusik for mennesker med handicap. Bag Volue står Muskelsvindfonden, Roskilde Festival, og Sammenslutningen af Unge med Handicap. Dansk Live varetager projektledelsen.

Se Volues anbefalinger til spillesteder og festivaler her.

 

Om Bevica Fondens Tilgængelighedspris 2017:

Volue har indgået et samarbejde med Bevica Fonden om uddeling af fondens tilgængelighedspris 2017. Formålet er at styrke implementeringen af Volues anbefalinger, og hædre de spillesteder og festivaler, der gør en særlig indsats for at livemusikken skal være for alle. Til oktober hædrer vi tre-fem livearrangører med en samlet prissum på 200.000 kr. Læs mere om Bevica Fondens tilgængelighedspris her.

Musholm Feriecenter - Musholmvej 100 - 4220 - Korsør - 70 13 77 00
Persondatapolitik