De 7 gode vaner - internat - FULDTEGNET

Vil du have større succes og glæde i din hverdag, er det afgørende, at du får udviklet gode vaner, både på det personlige og på det professionelle plan. Almen praksis er under forandring og kravene stiger, også på arbejdspladsen. Med kurset "7 gode vaner" vil du blandt andet blive styrket i din prioritering, din kommunikation og dit samarbejde. Du vil opleve at få mere tid til rådighed og blive inspireret til at kunne løse konflikter - måske endda før de egentlig opstår.

 

Hvor vil du hen med dit job? - og med dig selv? Hvad er din mission? Der er nok af udfordringer, som kan tage styringen over dig og dit arbejdsliv. På dette kursus skal du arbejde med dig selv og med at skabe gode vaner for personlig udvikling og samarbejde. Det vil hjælpe dig til at møde krav, skabe en mere effektiv praksis og en mindre presset hverdag, så kvaliteten af dit og klinikkens arbejde, herunder samarbejdet, styrkes. 

 

Formålet med kurset er at give dig redskaber til styrkelse af det personlige ”lederskab” og via dette udvikle motivation og evne til samarbejde på flere niveauer, på arbejdspladsen, på hjemmefronten og med dig selv. Alt sammen med det formål at opnå en højere kvalitet i det du beskæftiger dig med i det daglige.

 

Indhold og form

Kurset tager udgangspunkt i en af de mest veldokumenterede metoder til at styrke såvel samarbejdsevnen som den personlige vækst, nemlig Stephen R. Coveys; 7 Gode Vaner. Bogen om De 7 Gode Vaner kan med fordel læses inden kurset, men det er ikke en nødvendighed. Disse syv vaner handler om:

 

  • At være proaktiv – have fokus på det du kan gøre noget ved
  • At begynde med slutningen – have fokus på et højere mål
  • At gøre det første først – prioritere og planlægge
  • At tænke vind-vind – etablere tillidsfulde relationer
  • At søge først at forstå, dernæst at blive forstået – brug tid på at forstå andres behov
  • At skabe synergi – udvikle nye løsninger
  • At slibe saven – øge motivationen og sæt tid af til fornyelse

På kurset arbejdes med konkret at træne vanerne så de kan bruges i din hverdag.

 

Kurset er et 2 dages workshop hvor du grundigt introduceres i og øver dig i praktisk brug af 7 gode vaner. Du kommer til at arbejde ud fra undervisning, oplæg, prisvindende videoklip, gruppearbejde og selvrefleksion.

 

3-4 uger før kurset vil du modtage materiale, hvor du elektronisk får mulighed for at indhente en 360 graders evaluering af dig selv. Du vil også modtage nogle spørgsmål, som vi vil bede dig overveje inden kurset. 360 graders evalueringen vil indgå i kurset, resultatet forbliver anonymt for andre. Mere information følger.

 

Øvrigt kursusmateriale vil du få på selve kursusdagen.

 

Målgruppe

Kurset henvender sig til praksispersonale, der ønsker at styrke motivationen såvel som den personlige og faglige udvikling. Der findes et tilsvarende kursus for praktiserende læger.

 

Underviser

Anette Skov Praktiserende læge i Vesterbro Lægehus og certificeret underviser i De 7 Gode Vaner.

  

Kursusleder

Jeanne Andersen Sekretær i Vesterbro Lægehus

 

Tid og sted

6.-7. februar 2018, Hotel Vejlefjord, Vejle

Kurset starter kl. 9.00, med ankomst og morgenkaffe/-brød fra kl. 8.30

  

Tilmeldingsfrist

6. december 2017

 

Efter endt tilmeldingsfrist kan der forekomme ledige pladser. Dette vil fremgå af hjemmesiden.

Ønsker du at tilmelde dig kurset efter endt tilmeldingsfrist, skal du kontakte kursussekretariatet på kurser.plo@dadl.dk

 

Pris

Kr. 9.100,-

Betaling af kurset sker med MasterCard eller Visa/Dankort ved tilmelding

PLO Efteruddannelse * Kristianiagade 12 * 2100 København Ø * CVR. 1052 6280 * www.plo-e.dk

Persondatapolitik