Konsultationssygeplejersken – Tovholder på diabetesbehandlingen (modulkursus)- FULDTEGNET
Konsultationssygeplejersken – Tovholder på diabetesbehandlingen
Almen praksis står for opsporing, screening, og behandling af type 2 diabetes og 85 % af patienterne følges her.
I takt med antallet af type 2 diabetikere stiger, er det vigtigt med en god struktur og organisering i almen praksis.
Det indebærer opgaveglidning fra den praktiserende læge til konsultationssygeplejersken, som hermed får ansvar for flere og flere selvstændige opgaver i form af planlægning, udførelse og justering af behandling i forbindelse med diabeteskontrollerne.
Opgaver i diabeteskontroller indebærer vejledning i kost, livsstil, motivation, blodsukkermåling, screening og forebyggelse af senkomplikationer. Derudover er opstart af Insulin et prioriteret område, men der kan være barriere i behandlerteamet for at initiere og titrere insulin på grund af manglende erfaring omkring insulinvirkningsprofiler, titreringsalgoritmer og barrierer for insulinopstart hos patienten.
Formålet med kurset er at give dig teoretiske og praktiske færdigheder til at kunne varetage vejledning og undervisning af den enkelte patient med vægt på sundhed, livsstilsændringer og farmakologisk behandling, herunder insulin opstart og titrering i almen praksis.
Gennem kompetenceudvikling kan konsultationssygeplejersken blive tovholder på diabetesbehandlingen og dermed bidrage til øget kvalitet i almen praksis.
Indhold og form
På kurset får du viden om:
- Screening
- Diagnostik
- Livsstil – KRAM faktorer
- Blodsukkermåling
- Peroral behandling
- Opstart og titrering af insulin
- Injektionsteknik herunder barrierer og motivation
- Forebyggelse og behandling af akutte og sendiabetiske senkomplikationer
- Ideer til struktur og organisering af diabeteskontroller i almen praksis
- Hvordan kan man arbejde med kvaliteten af diabetes behandlingen i egen praksis
- Kommunikation og involvering af den enkelte patient vil være gennemgående i alle emner
Kurset gennemføres som dialogbaseret undervisning og tager udgangspunkt i forskellige cases.
Der forventes aktiv deltagelse og spørgsmål til underviser og medkursister for at opnå udbytterige workshops. Endvidere vil undervisningen inddrage e-læring fra film og apps.
Kurset består af 4 enkelte moduler og mellem modulerne vil I arbejde med diabetesrelaterede opgaver i egen praksis. Der må derfor påregnes forberedelsestid mellem de enkelte moduler. Vi lægger stor vægt på en tæt kobling mellem teori og praksis, hvor dine erfaringer bringes i spil. I vil udarbejde en plan for, hvordan I vil implementere den nye viden, I får hjemme i egen klinik.
Endvidere vil der blive diskuteret konsultationssygeplejerskens særlige ansvar, pædagogiske opgaver og kommunikation i forbindelse med selvstændige diabeteskontroller.
Målgruppe
Konsultationssygeplejersker med minimum 1 års erfaring fra almen praksis. Det er en fordel, hvis du har kendskab til selvstændige diabeteskontroller.
Undervisere
Lene Dobson, diabetessygeplejerske Steno diabetes center Copenhagen
Dorte Lindqvist Hansen, overlæge Steno diabetes center Copenhagen
Heidi Dyrberg, konsultationssygeplejerske og uddannelseskonsulent PLO
Samt undervisning af diætist og fodterapeut
Kursusleder
Heidi Dyrberg, konsultationssygeplejerske og uddannelseskonsulent PLO
Tid og sted
14. marts, 10. april, 25. april og 16. maj 2018, IDA Mødecenter, København
Kurset afholdes fra kl. 9.00 - 16.00 med ankomst og morgenbrød/kaffe fra kl. 8.30.
Tilmeldingsfrist
14. januar 2018
Ønsker du at tilmelde dig kurset efter endt tilmeldingsfrist, skal du kontakte kursussekretariatet på kurser.plo@dadl.dk
Pris
Kr. 12.500,-
Betaling af kurset sker med MasterCard eller Visa/Dankort ved tilmelding